Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

FOREDRAG: Bulotti og rovmordet i Øverød, 1908

Diverse: Foredrag

Foredrag ved professor i kulturmødestudier Garbi Schmidt. Om den russiske indvandrer Bulotti, hans samtid og de forhold der førte til at han endte med at myrde gårdejer Beck på Højbjerggård i Øverød.

Den 9. november 1908 blev der på Højbjerggård i Øverød begået et bestialsk rovmord på proprietær Lauritz Nicolai Beck af en flok på fire ugerningsmænd under ledelse af russeren "Bulotti". I citationstegn, for alt tyder på, at det i hvert fald ikke var hans rigtige navn, men blot et af de mere mundrette navne, han benyttede sig af.

Motivet var øjensynlig to ting: vrede over som ansat at blive uhøfligt behandlet på gården og manglende løn på 25 kr., som gårdejeren tilbageholdt, da "Bulotti" forlod pladsen i utide efter 5 uger.

Selve sagen er på én gang banal og bestialsk, men fortæller en langt større historie om forholdene i de fattige indvandrermiljøer i København i begyndelsen af det 20. århundrede, og om den ekstreme fattigdom, som mange levede under. Samtidig får vi gennem "Bulottis" generalieblad indsigt i den manglende retstilstand i omegnen af København. Og sagen får også politiske undertoner, da den pågrebne rovmorder begynder at fabulere om, at han er "Anarkist" og vil et andet samfundssystem - hvilket dog slet ikke formilder dommerne!

Arrangementet er et fælles projekt mellem Rudersdal Museer og Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen.

Hvis vejret tillader det, vil proprietær Becks gravsted på Søllerød Kirkegård blive besøgt.

GRATIS adgang, og tilmelding ikke nødvendig, men billet til kr. 0,- bookes via link.: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/lti00t7s1r

Vi glæder os til at byde velkommen.