Af Kjeld Roesgaard | man. 24. sep. 2012 |
Internationale støttemuligheder
Dit projekt har måske en international dimension. Eller måske kan det få det! Der findes gode støttemuligheder til nordiske kulturprojekter. Kulturkontakt Nord og Nordisk Kulturfond er de største tilskudsgivere, og på deres hjemmesider er der meget information og inspiration at hente.
EU’s kulturprogram støtter kulturelle samarbejdsprojekter. Cultural Contact Point Danmark skal informere om EU’s Kulturprogram i Danmark og vejlede danske ansøgere. Se denne side eller gå evt direkte til EU’s side om kulturprogrammet - det er altid klogt at gå til kilden.
Film, tv og ny teknologi støttes gennem MEDIA programmet. Der er en god dansk hjemmeside om programmet her. Kulturprojekter kan også blive støttet gennem andre EU programmer som Europe for Citizens, Livslang Læring og Aktive Unge. Desuden er der EU’s strukturfonde der evt. kan være relevante. Læs mere om dem her.
På EUs egne sider kan du også finde information om kultur i strukturfondene samt en oversigt over muligheder for støtte til kulturprojekter i andre EU programmer - Et eksempel på det sidste er "International Development" hvorunder man bl.a. kan finde The ACPCultures+ Programme som har en aktuel ansøgningsfrist d 20/12 2012.
Andre vigtige websites hvor du kan orientere dig om internationale støttemuligheder er den uafhængige European Cultural Foundation og LabforCulture, der har en god oversigt over støttemuligheder for aktiviteter i og uden for Europa. Der findes også bilaterale fonde mellem Danmark eller Skandinavien og bestemte lande, eksempelvis The American-Scandinavian Foundation (ASF) og Dansk Argentinsk Forenings Kultur- og Hjælpefond. Hvis du har planer om et kulturprojekt i samarbejde med et bestemt land, kan landets danske ambassade eller den danske ambassade i det pågældende land muligvis hjælpe dig. Se:
Udenlandske ambassader og generalkonsulater i Danmark
Danske ambassader og generalkonsulater i udlandet
Anbefalinger
- Stol ikke på de oplysninger du finder. De kan være forældede – enten fordi listen ikke er opdateret, måske er den copy-pastet fra en anden ikke-opdateret liste, eller fordi fonden/puljen allerede har ændret sig siden sidste opdatering. Oplysninger du har fundet på fondens eller bidragyderens egen hjemmeside kan også blive forældede. Hvis du fx samler oplysningerne ind 2 måneder før ansøgningsfrist, kan det være, at der sker ændringer fx mht. ansøgningsfristen, så tjek hellere en ekstra gang før du sender ansøgningen. Det er rigtig ærgerligt hvis du kommer en dag for sent, når det kunne være undgået.
- Tænk på andre vinkler. Du tænker måske på dit projekt ud fra en bestemt vinkel og sorterer derfor en række fonde fra, men projektet kan også have andre støtteværdige aspekter. Så tænk kreativt, når du læser fondenes formålsbestemmelser.
- Overvej andre kilder til finansiering. Det kan være sponsorater, lån, hjælp fra en rig onkel, crowdfunding, husstandsindsamling, dine egne sparepenge mm. Her gælder det også om at tænke kreativt.
- Del din viden og dine tanker. Snak med andre om dit projekt og hør, om de har nogle gode idéer til dig. Og vær rundhåndet med råd og tips til kolleger, venner og andre, der arbejder med at skaffe midler til deres projekter.