Spring til indhold

Retræte med Peter Ruge

Diverse: Møder

Det indre menneske - OG DET YDREMåske genkender man "det indre menneske" fra altergangens indledende bøn: "Styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter".Men hvad er egentlig "det indre menneske"? Hvordan mærker man det?

Og hvor hører det hjemme i ens eksistens?Udtrykket trækker på en lang tradition, der har rødder i Bibelen, hvor man forankrer sjæl og ånd i kroppens indre. Denne elementære erfaring er glemt i vores kultur - i en sådan grad, at også kirken kan have vanskeligt ved at formulere den. Så derfor bliver nadverens "indre menneske" let til blot et billedsprog uden nogen særlig betydning.Vi vil imidlertid på disse retrætedage undersøge, hvad der sker med os, hvis vi tager udtrykket på ordet, at vi rent faktisk bærer et "indre menneske" i os. Forankret i vores legemlige midte - dvs. i hjertets inderste - og bærer af en dybereliggende identitet, der er anderledes end "det ydre menneske", som vi lever i til daglig.Det indre menneske ved noget om ånd og om tro. Det er bærer af ens længsel og kald. Og det har evne for at vælge det rette.Vi vil gennem indre praksis, den fælles gudstjeneste og udveksling med hinanden spørge efter de erfaringer, der kan gøre nadverens bøn "styrk os i det indre menneske" tydeligere som en åbning mod en identitetsmulighed, der nok er usikker, men allerede givet - i og med at vi er mennesker.HVAD ER "RETRÆTE"?Retræte har alle dage været en del af kirkens spirituelle liv. Ordet retræte betyder tilbagetrækning. For en periode trækker man sig tilbage fra den almindelige dagligdag for at rette opmærksomheden mod den betydning, som tro og spiritualitet har i ens liv.Vi vil i denne weekend undersøge, hvordan gudstjenesten kan få karakter af retræte, sådan at den bliver et sted for selverkendelsesproces og fordybelse af spirituelle erfaringer.- OG HVORDAN FOREGÅR DEN?Vi mødes lørdag kl. 15-21 i Himmelev Sognegård og vil bruge den første tid på indre praksis forankret i hjertet. Herefter spiser vi og går så videre med at sætte temaet med menneskets værdighed i forhold til søndagens gudstjeneste - og vi slutter aftenen med centrerende bøn.Søndag morgen mødes vi kl. 9.00 i Sognegården og har meditativ bibellæsning af søndagens tekst som beredelse til gudstjenesten. Herefter vandrer vi til Trekroner Kirke og deltager i gudstjenesten.Vi går efter gudstjenesten tilbage til Sognegården, hvor vi runder forløbet af. Vi er færdige senest kl. 13.00PRAKTISKE OPLYSNINGERDeltagelse kræver ikke særlige forudsætninger - da vi alle har et hjerte! Men det vil være en fordel, hvis man har nogen erfaring med indre praksis som bøn eller meditation.Hvis du tilmelder dig, forventes det, at du deltager i hele forløbet!Der er 15 pladser og prisen for deltagelse er 150 kr.Tilmelding til Leo Elmbirk Jensen:leoelmbirk@gmail.comRetrætedagene ledes af Peter Ruge, som er præst og retræteleder med mange års erfaring som retræteleder.