Spring til indhold

Juletræet tændes på Mothsgården

Udstilling: Historisk

Søndag den 28. november kl. 16 bliver juletræet tændt på Mothsgården i Søllerød og årets valnøddesnaps lanceret.

Der findes få steder, der er lige så hyggelige til jul som på Mothsgården i det gamle Søllerød.

Den 28. november klokken 16.00 tændes juletræet på gårdspladsen og dermed tages der hul på årets hyggeligste måned på det gamle landsted, der i dag huser Rudersdal Museer.

Hele december i museets åbningstid kan familier klippe klistre i museets børnerum, gå på nissejagt i udstillingerne, høre om julen i gamle dage og finde fine gaver i butikken. I det gamle køkken bliver der bagt småkager på det gamle komfur på adventssøndagene og fortalt julehistorier.

Kendere af Mothsgaarden og Rudersdal Museer ved også, at stedet har sin helt egen valnøddesnaps, som godtfolk valfarter til fra nær og fjern. Snapsen bliver i år lanceret til juletræstændingen.