Spring til indhold

Mathilde Falch

Musik: Rock/Pop

"Toppen af Poppen"-aktuelle Mathilde Falch udgav sit femte studiealbum, Solen Brænder, i 2021. Nu melder Mathilde klar til turné rundt i landet - og selvfølgelig på hjemmebanen Birkerød.

Oprindelige idealer og drømme kæmper for overlevelse på albummet Solen Brænder (2021), som Mathilde selv beskriver som en afsked med ungdommen og en velkomst til voksenlivets faste rammer og rumsterende flyvske fantasier.

Coronaen har tvunget mange af os til at genopfinde os selv, revurdere gamle mønstre og finde nye måder at arbejde på. Således også Mathilde Falch, som pga. forsamlingsrestriktionerne i højere grad måtte skabe Solen Brænder i tosomhed med guitaristen og produceren Christian Ki fremfor i samarbejde med sit band, som hun plejer.

Med elektroniske elementer, programmerede beats og tråde til både soul og hiphop adskiller produktionen sig tydeligt fra hendes tidligere udgivelser.

"Begrænsningerne gav mig ny inspiration, det gav det mig lyst til at synge på en lidt anden måde, end jeg har gjort før og til at flytte grænser i mig selv," siger Mathilde selv om indspilningsprocessen.

Birkerød fik en forsmag på de nye sange, da Mathilde besøgte Mantzius Haven med Christian Ki til ALSANG 2021. Nu glæder vi os til at høre de smukke, personlige fortællinger på MantziusLives scene på en tindrende april aften.
___

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.