Spring til indhold

Sære sanser (via livestream fra Aarhus Universitet)

Diverse: Foredrag

Vores opfattede virkelighed er bestemt af den hukommelse og de sanser vi er udstyret med. Hør om hvor lille en del af vores omverden vi reelt opfatter og om de sære sanser der tillader nogle dyr en virkelighedsopfattelse der er meget langt fra vores egen.

Professor i sansefysiologi Peter Teglberg Madsen, Institut for Biologi, Aarhus Universitet.

Vi lever i en illusion; en illusion skabt af at vi sammenholder input fra vores sanser med medfødte og tillærte genkendelsesmønstre lagret i vores hjerner. Det betyder at den opfattede virkelighed fuldstændigt er defineret af de sanser et væsen er udstyret med og dets hukommelse. Derfor har dyr og mennesker med forskellige sanser også meget forskellige verdensopfattelser. Kort sagt: vores virkelighed er den del af vores omverden vi kan sanse.

Dette foredrag vil kaste lys over hvor lille en del af vores omverden vi reelt opfatter med vores stærkt begrænsede sanseapparat, og hvor travlt vores hjerne har med at presse sanseindtryk ind i mønstre den kender.

Du vil også høre om de sære sanser; de sanser der tillader nogle dyr en virkelighedsopfattelse der er meget langt fra vores egen: slangers varmesyn, fugles magnetsans, flagermus' biosonar og hajers evne til at føle elektromagnetiske felter. Til sidst i foredraget vender vi blikket tilbage mod os selv med spørgsmålet: har vi sjette sanser?

Om forelæseren:
Peter Teglberg Madsen er professor i sanse fysiologi på Institut for Biologi på Aarhus Universitet hvor han er verdensførende forsker i hvalers og flagermus' brug af biosonar. Én af hans seneste anerkendelser herfor er Forskningsministeriets Eliteforsk-pris som han modtog i 2019.

Læs mere om foredraget, se billeder og læs om evt. pladsreservation

Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.
Hvis du vil modtage bonusmateriale og tippes om kommende foredrag, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier.