Spring til indhold

Magtens Korridorer

Musik: Rock/Pop

I kølvandet på deres nye singleudgivelse "Club Promise" annoncerer Magtens Korridorer nu en ny turné.

Magtens Korridorer leverer et sandt rockeventyr, når de med bredde, højde, længde og tyngde udfolder et univers af både hård og poetisk lyd på MantziusLive!

"Her har du lyset, der aldrig går ud. Her har du festen, der aldrig holder op." Sådan lyder de første to linjer fra "Club Promise" - den sidste forgænger til det kommende album, som udkommer i 2021 og deler navn med singlen. Club Promise er både en kommentar til den pandemiske tid, vi befinder os i - med alt hvad det indebærer - og sender os samtidig direkte ind i denne potente turné, hvor livemusikken atter kan brøle.

Magtens Korridorer formår med både hårde slag og delikatesse at skrive dansk rockhistorie. Med en unik umiddelbarhed skriver de sig ind i enhvers hverdagslige trummerum og formår samtidig at holde alt det genkendelige ud i strakt arm. Ironien, det brølende og det helt store spørgsmålstegn er i højsædet, når Magtens Korridorer sætter trivialiteter under loop og smadrer derudaf med hårdtslående realisme.

I 2005 udsendte bandet albummet Friværdi, og snart indtog de fem herrer med succes folkets hjerter. Anmelderne brugte dengang ord som "magtdemonstration" og "dansk rocks nye magthavere", og i dag er Johan Olsen (vokal), Anders Ramhede (trommer), Niklas Schneidermann (guitar), Rasmus Kern (guitar og keys) og Terkel Møhl (bas) massivt etableret på den danske livescene. En bedrift de for alvor kan befæste til efteråret, når de sætter liv i barrikaderne med en fandenivoldsk og progressiv energi.
___

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Stående koncert.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.

Bemærk: Koncerten med Magtens Korridorer 27.03.2021 er aflyst, og billetter hertil refunderede. Nye billetter er nødvendige som entré til denne dato, da koncerten er ny og en del af en ny turné