Kulturcafé: Naturen i litteraturen

Diverse: Andet

Kom og bliv klogere på naturens rolle i litteraturen - og hvordan verden opleves fra planternes og dyrenes perspektiv.

Naturen har altid været en del af menneskets verden. I begyndelsen var mennesket underlagt naturen, men i den moderne verden er rollerne byttet om - nu er det meste natur menneskeskabt. Alligevel er det ikke lykkedes at tæmme naturen; med klimaforandringerne oplever mennesket ofte at være prisgivet naturen på helt nye måder.

Samtidig er vores interesse for naturen vokset, og vi spejler os i dyrenes og planternes verden som aldrig før. En ny bølge af eksistentiel naturlitteratur, der spørger til menneskets plads i naturen skyller ind over bogmarkedet, for hvad kan vi lære af dyrene - og kan vi mon finde en måde at leve sammen på?

Kom og bliv klogere på naturens rolle i litteraturen, når formidlerne Tine Fellenius Christensen og Julie Garde læser sig igennem de bedste bøger og deler ud af deres viden og anbefalinger. Vi byder på en kop kaffe og lidt sødt.