[Ny dato] Pligten Kalder

Musik: Rock/Pop

Denne koncert har fået ny dato.

NY DATO - Koncerten med Pligten Kalder på MantziusLive 16. april flyttes til 24. september 2020.

Tidligere købte billetter er gyldige til den nye dato.

*

Pligten Kalder er: Johan Olsen, Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen. Sammen har de været på landevejene hvert forår siden 2018, og 2020 skal ikke være nogen undtagelse.

Siden udgivelsen af "Længst muligt i eget hjem" (2018) er den småbizarre kvartet blevet meget sammenspillet. Produceren, Søren Mikkelsen er blevet fast bassist - med en par afstikkere til pianoet - og binder bodegaens døde blomster sammen over på den stadigt og stædigt bestående brune swag, der består af Torbens orgel fra en svunden tid, Johans tordentårer og Peter Jessens blæste poesi.

Det er stadigvæk umuligt at komme med præcise spådomme om, hvad en aften med Pligten Kalder kan indebære, men der har dog været et stigende antal jazzpoetiske stunder, som dog aldrig er så lange, at de på nogen måde er i fare for at modtage offentlige støttekroner.

Siden 2019 har flere af Pligten Kalders optrædener også dannet ramme om oprettelsen af en række Pligten Kalder ungdoms afdelinger. PKU er bl.a. oprettet for at skabe et alternativ til håndboldhallerne i Jylland. Orkestret ser frem til stiftelsen af flere nye PKU-afdelinger i de byer, der er med på foråret 2020's turnéplaner.

Musikalsk er der også kommet nyheder på setlisten, sådan at de trofaste også har lidt at undre sig over. Der er dog ingen fare for, at Pligten Kalder er på faretruende vildspor mod dansabel optimisme.

Pligten Kalder er fortsat forundrede over ikke at være døde, som det så smukt formuleres i "Hvorfor Er Jeg Ikke Død?" fra 2007 - en niche-neoklassiker, der sammen med et par andre gamle kendinge vil kunne (gen-)høres live. Her bliver det tydeligt for enhver, at Pligten Kalder er ualmindeligt spillevende og velspillende. Nedturens naturister befinder sig bedst i samspil med det lige så (med-)levende publikum.

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.