Allan Olsen

Musik: Folk/Vise/Country

Med mere end 20 pladeudgivelser og over 40 år som turnerende, er det ingen overdrivelse at kalde Allan Olsen én af grundpillerne i dansk sangskrivning og entertainment.

Olsen har de seneste år cementeret sin helt særlige position i showbiz. Siden han i 2013 slap havkatte-pladen "JØWT" løs i musikbranchens hyttefad, har han disket op med anderledes og nytænkte vinkler på et liv som sanger, sangskriver - og senest også som forfatter i Danmark. Erindringsbøgerne "Tilfældigt Strejfet" (2015) og "Laksetrappen" (2019) blev kaldt mesterværker af pressen, og blev bestsellere hos publikum.

Netop nu turnerer Allan Olsen landet rundt på sin forsamlingshus-turné "På Afveje". 49 intime koncerter derude, hvor folk oftest lever uden for mediernes - og de optrædendes bevågenhed.

Samtlige datoer på "..Afveje"-turnéen er for længst udsolgt, men til glæde for dem, der gik forgæves, kan vi nu præsentere Olsens koncertplaner for 2020, der også bringer entertaineren til Birkerød.

Allan Olsens repertoire spænder over hele hans brede sangkatalog, der gør brug af hele paletten, fra rock til folk, rap og a capella. Allan Olsen er altid garant for et sjældent højt niveau ved sine optrædener. Måske fordi han aldrig har mistet respekten for sit skønne publikum.

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.