Berlev's Rock'n'Roll Hotel

Musik: Rock/Pop

Toneangivende trommeslager Søren Berlev (tidligere Gasolin') har i flere år arbejdet på at skrive nyt materiale og har til lejligheden samlet et band omkring sig, der formår at formidle musikken videre på en levende, inddragende og musikalsk måde.

Bandet består af den energiske forsanger Esben Hegelund; på guitar har vi ekvilibristen Erik Winther, som bakkes op af en solid og levende bas fra bandets yngste medlem Søren Fjalland. Og så selvfølgelig med tunge indspark fra Søren Berlev selv bag trommerne.

Berlev's Rock'n'Roll Hotel spiller rock. Nogle gange hård rock, andre gange lidt blødere rock og ja-- endda sommetider syret rock - altid spækket med energi. Sammen formår de at indtage scenen, og der hersker ingen tvivl om deres engagement. Bandet sætter en stemning, der er helt speciel, når de får publikum til at rocke med på de tunge numre og synge med på de fængende melodier.

Søren Berlev og hans Berlev's Rock'n'Roll Hotel har indspillet deres nyeste album hos Flemming Rasmussen i hans legendariske Sweet Silence Studios. Da Sweet Silence i sin tid åbnede - den 7. april 1976 - var Gasolin' det første orkester i studiet. Nu er studiet, efter en årrække at have holdt til i Helsingør, flyttet tilbage til København, og hvem var det første band til at indspille der? Det var såmænd Søren Berlev med hans nye band Berlev's Rock'n'Roll Hotel og albummet "You Can Make It" (2018). Ringen er sluttet!

"You Can Make It" er for alle, der elsker god, gedigen, håndspillet rockmusik. Pladen har været et must for Søren Berlev at få indspillet og udgivet. Sangene er skrevet af Søren selv med udgangspunkt i levet liv og helt i tråd med den traditionsrige rock musik, han altid har dyrket og hyldet. Som Søren udtaler: "Lige fra de tidlige år i Gasolin' og frem til i dag har mit hjerte altid banket for rockmusikken. At jeg så ovenikøbet har været og stadig er så begunstiget at kunne formidle det ud igennem mine trommer og nu også gennem en ny håndfuld sange er en stor gave og ære for mig."

Gå ikke glip af en god gang old school rock'n'roll, der har sine rødder i 70'ernes rockscene, men samtidig støvlerne solidt plantet i den mere syrede, melodiske rock anno 2019.

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.