Genforeningen - Hvad var det egentlig, det handlede om?

Udstilling: Historisk

De fleste har hørt om, at kong Christian d. 10. red over Kongeå-grænsen på sin hvide hest. Det var den 10. juli for nøjagtig 100 år siden. Kongeå-grænsen havde været den forhadte dansk-tyske grænse i 56 år siden Danmarks nederlag i krigen i 1864.

Nu kan interesserede få mulighed for at få genopfrisket eller måske lære den spændende og dramatiske del af Danmarkshistorien at kende, og få styr på hele den kringlede genforeningshistorie.

Muligheden for at opleve historien om Genforeningen og at lære mere om de mange år sønderjyderne kæmpede for at blive danske, kan nemlig året ud ses på en flot plancheudstilling, som vil tunere rundt på kommunens biblioteker, gymnasier, skoler og idrætshaller. Her kan alle interesserede se udstillingen, der ved hjælp af fotografier, postkort, kort og plakater på en let og overskueligt måde fortæller om denne skelsættende begivenhed.

Drivkraften bag udstillingen er to lokal ildsjæle og genforeningsentusiaster forfatteren Steffen Riis og lærer Jens Bruhn. Det er deres ønske her i jubilæumsåret, at fortælle rudersdalborgerne - unge som ældre - hvorfor Genforeningen er en vigtig og helt speciel og unik historie. Udstillingen er blevet til i et positivt samarbejde mellem initiativtagerne og Rudersdal Museer. Plancherne er udført af grafiker Peter R. Lassen, Idon Tryk.

Udstillingen kan indledningsvis ses på Birkerød Bibliotek fra på onsdag den 1. juli. Efter sommerferien vil udstillingen begive sig ud på sin oplysende odysse.