Spring til indhold

Jeg elsker også dig

Film: Andre Film

Binoche spiller den kvindelige hovedrolle som Sara i "Jeg elsker også dig" overfor den knap fem år ældre Vincent Lindon i rollen som Jean.

Lindon debuterede samtidig med Binoche og gjorde sig bemærket på sidelinjen i mange spændende filmdramaer med sin indædte spillestil. Vi så ham første gang på danske lærreder som ung politimand i Jean-Jacques Beineix' "Betty Blue" i 1986. Hovedrollerne fulgte snart, men der skulle endnu gå mange år, før vi fik ham at se øverst på plakaten herhjemme. Det skete først i 2010 med Philippe Loirets "Welcome" fra året forinden. Fred Cavayés "Alt for hende" fra 2008 fik dansk premiere få måneder senere efterfulgt af Stéphane Brizés "Mademoiselle Chambon". Seks gange César-nomineret vandt han endelig den eftertragtede pris for Brizés "Markedets lov" fra 2015.

'Kærlighed på en knivsæg' er hvad denne intense kærlighedshistorie handler om. Den skrøbelige kærlighed. Den midaldrende Sara ser sit liv langsomt komme ud af kontrol, da hun pludselig falder for en anden og noget yngre mand, hendes forhenværende kæreste. Tingene kompliceres yderligere af, at denne mand er hendes nuværende livspartners bedste ven, Francois (spillet af Grégoire Colin). Tilmed har Jean også sine hemmeligheder at kæmpe med.
Kilde: Another World Entertainment.