Spring til indhold

Barselona

Musik: Rock/Pop

Bandet Barselona udgav tilbage i januar 'Lyden Af Livet', som åbnede op for deres kommende album og det lydunivers, som de har udviklet og forfinet i studiet i løbet af de seneste år i studiet.

Nu tager de på en omfattende Danmarks turné, hvor bandet blandt andet besøger MantziusLive med deres altid energiske, intense og indbydende live show.

Bag Barselona gemmer der sig Rud Aslak og Rasmus Theodor. Albummet er skrevet sammen med forskellige folk, der har presset dem til at prøve nye ting af, hvor der er skruet helt op for virkemidlerne, og ikke sparet på noget. Rud fortæller:

"Generelt er vi gået mere til grænsen med de nye sange. Altså, hvis vi for eksempel har skrevet noget, der er vildt poppet, så har vi prøvet at tro på, at det rent faktisk kan stå sådan. Og lige sådan hvis det er rocket, så har vi også gjort det fuldt ud. Det giver ligesom sangene en mere muskuløs lyd."

Barselona blev dannet tilbage i 2016, hvor de udgav tre mixtapes på deres Soundcloud. I 2017 udgav de deres debut EP 'Drengepop' - siden har bandet udgivet yderligere en EP og tre albums. Senest albummet '1 Dag Er Vi 1 minde' fra 2020.

Et lille halvt år efter denne albumudgivelse prøvede de helt nye kræfter af, da de slog pjalterne sammen med Artigeardit og lavede tracket 'Stå Op Gå Ned', der blev P3's Uundgåelige og toppede de danske streaming hitlister.

___
Billetpris: 260 kr.
Billetgebyr udgør 25 kr.
Dørene åbner 1 time før showstart.
Stående koncert.
Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.