Spring til indhold

Rudersdal Sommerkoncerter: Lufthavets Kvinder

Musik: Klassisk

Hvem var de første kvinder i luften og på havet? Hvad drev disse kvinder? Hvad gav dem modet til at tage af sted?

Den danske billedkunstner og pilot Simone Aaberg Kærn har i samarbejde med Rudersdal Kammersolister skabt performance-koncerten "Lufthavets Kvinder", som undersøger kvindelig udlængsel og mod i dansk og global sø- og luftfartshistorie.

Simone Aaberg Kærn er en af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere med udstillinger over hele verden. Hun blev kendt i den brede offentlighed, da Anders Fogh Rasmussen bad hende male hans portræt, og siden som dommer i "Danmarks Bedste Portrætmaler" på DR1. Hun er også pilot og arbejder med flyvning som en metafor for frihed og luftrum fri af landegrænser. Et af hendes mest bemærkelsesværdige projekter var en flyvning til Afghanistan, hvor hun fløj sin 40 år gamle Piper Colt fra Lille Skensved til Kabul i Afghanistan for at finde en ung afghansk kvinde, hvis største drøm var at blive pilot.

Rudersdal Kammersolister består af en række af Øresundsregionens førende musikere. Med den prisbelønnede violinist Christine Pryn i front har de gjort det til deres speciale at kombinere musikken med andre kunstformer og videnskabelige oplæg. De har turneret i Rusland og givet en lang række koncerter herhjemme bl.a. på Statens Museum for Kunst.

Ligesom kvindelige piloter har været et særsyn, så gælder det også kvindelige komponister. Ved koncerten spilles der derfor musik af tre kvinder fra hvert sit land og hver sin generation: Franske Mel Bonis (1858-1937), russiske Elena Firsova (f. 1950) samt den unge svenske komponist Ylva Fred, der har komponeret sit værk til lejligheden.

Koncerten er arrangeret af Rudersdal Sommerkoncerter
___

Dørene åbner kl. 19.30. Koncertstart kl. 20.00. Unr. siddepladser.