Spring til indhold

Sigurður Flosason (ISL) / Lars Jansson (S) Kvartet

Musik: Jazz

Lyden af det islandske højland fortolket af internationale jazzforcer.

Altsaxofonist og komponist Sigurður Flosason er en af Islands fremmeste jazzmusikere. Han har modtaget otte Icelandic Music Awards, en Danish Music Award og sidder på to nomineringer til Nordic Council Music Prisen. Flosason har lavet projekter med mange af de store navne inden for skandinavisk jazz, herunder Jacob Fischer, Lennart Ginman, Peter Rosendal og Nikolaj Hess, og er meget aktiv i Danmark med hele fem senere plader på danske Storyville Records.

Den svenske pianist og komponist Lars Jansson er en legende på den europæiske jazzscene. Med sit lyriske og rytmiske spil med klare skandinaviske aftryk har han opbygget en stor og trofast fanskare, og hans mange kompositioner er evigtgyldige favoritter blandt det skandinaviske jazzmiljø. Han har optrådt og indspillet med navne som Arild Andersen, Jan Garbarek, Bob Brookmeyer, Thad Jones, Bob Mintzer, Maria Schneider, Randy Brecker, Bob Berg, Mike Stern, Georg Russell, NHØP m.fl., og turnérer hyppigt i Europa, Nordamerika og Japan.

Med albummet Green Moss Black Sand (2017) giver Sigurður Flosason og Lars Jansson en hyldest til den smukke natur i det islandske højland. Hver sang er inspireret af et særskilt fænomen eller sted på Island. Foruden den smukke musik fra Green Moss Black Sand spiller kvartetten denne aften også et udvalg af Lars Janssons kompositioner.

Line-up:
Sigurður Flosason - altsaxofon
Lars Jansson - klaver
Graig Earle - kontrabas
Paul Svanberg - trommer
___

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.

Koncerten er tidligere blevet flyttet fra 6. februar 2021 til 3. november 2021. Tidligere købte billetter er fortsat gyldige til den nye dato.