Spring til indhold

PLUS 1: Jazzkollektivet

Musik: Jazz

Jazzkollektivet er et fællesskab af jazztalenter fra hele norden.

Besætningen er denne dato flankeret af dansk/svenske Johanna Linnea Jakobsson (vokal/sax), som skal lede os gennem en inderlig og smuk koncert, hvor den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund er den røde tematiske tråd. Bag sig har hun Frederik Flach (piano) og Asger Søgaard (kontrabas/guitar). Tilsammen tager trioen publikum i hånden og guider os gennem Zetterlunds folkekære bagkatalog.

Glæd dig til at (gen)høre hits som "Monicas Vals" og "Sakta Vi Gå Genom Stan" fremført af en ung jazztrio, som både nærer stor kærlighed til jazztraditionen, men samtidig formår at sætte deres eget præg på et ellers velkendt kapitel i nordisk jazzhistorie. Trioen har udvalgt repertoiret specielt med udgangspunkt i Zetterlunds store internationale gennembrud med albummet Waltz For Debby (1964), som hun indspillede med den verdenskendte amerikanske pianist Bill Evans og dennes trio.

Læn dig tilbage i stolen og oplev en nærværende koncert, som både kan nydes af jazzkendere og absolut jazzbegyndere.

Line-up:
Johanna Linnea Jakobsson - vokal og saxofon
Frederik Flach - piano
Asger Søgaard - kontrabas og guitar

Koncerten er en del af PLUS 1. PLUS 1 handler om at invitere, glæde sig, opleve og hygge sig sammen - én gang om måneden i dit lokale kulturhus fra september '21 til juni '22.
___

Dørene åbner kl. 12.30. Koncertstart kl. 13.00. Unr. siddepladser.

1 billet er adgangsgivende for 2 personer. Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.

Efter koncerten er der kaffe, kage og koncertsnak: Om den koncert vi lige har oplevet, den næste koncert vi glæder os til, eller alt det andet vi går og bakser med i livet.

Om PLUS 1 - sammen til koncert
PLUS 1 er 120 eftermiddagskoncerter i 12 byer. PLUS 1 er fællesskab, nærvær, grin og gode stunder. En koncert er en ideel anledning til at se frem til en hyggelig oplevelse og til at række ud efter én, vi ikke har set i lang tid. Med PLUS 1 rækker kulturhusene nu ud efter folk og foreninger, som gerne vil mødes om kulturen midt på dagen vende stort eller småt sammen over kaffe og kage bagefter. Når du køber 1 billet, følger der 1 ekstra billet med. Det giver dig muligheden for at invitere en ven, nabo, bekendt, et familiemedlem eller en fremmed til eftermiddagskoncert på din billet - deraf navnet. Læs mere om PLUS 1 her

Se hele PLUS 1 koncertrækken her