Spring til indhold

Hugo Helmig

Musik: Rock/Pop

Det seneste år har indledt et nyt kapitel i Hugo Helmigs liv.

Hugo Helmig er tidligere slået igennem i både Danmark og Tyskland med singler som "Please Don't Lie", "Wild" og "Young Like This". I 2020 udsendte han minialbummet LULU VOL. 1, der viste en mere ærlig, mørk og skrøbelig sangskrivning end tidligere set.

Efter udgivelsen, og bedst som Hugo slikkede sårene ovenpå et stormfuldt 2019, modtog han en håndsrækning fra Lukas Forchhammer, også kendt som Lukas Graham. Sammen lavede de sangen "Sooner or Later", og siden er strømmen af ørehængere fra Helmig fortsat med de seneste singler "Champagne Problems" og "Wake Up".

Selvom de nye sange og Danmarksturnéen var klar, tog det udfordrende år 2020 dog endnu en drejning, og Hugo måtte udsætte sine planlagte koncerter. Birkerød er blevet tilføjet turnéplakaten 2021 i mellemtiden, og Hugo Helmig arbejder hårdt videre: "Og så er jeg i gang med at lave et album, der kommer til juni! Det håber jeg, at I kan glæde jer til, indtil vi ses ude på alle landets spillesteder," lyder det. Og dét gør vi!
___

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Stående koncert.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.