Spring til indhold

Sømændene

Musik: Rock/Pop

Knap jubilæumsbajeren op.

I 2021 er det en del koncerter, genstande og 20 år siden, Sømændene optrådte for første gang. Meget vand er løbet gennem fjorden sidenhen, og det er et markant anderledes - men ikke mindre festligt - show, publikum kan glæde sig til i 2021 end med de tidligste i 2001.

Sømændende er nemlig klar med deres jubilæumstourné, "Knap 20 Bajere Op", som er en hyldest til den rejse, orkestret har været på sammen med sine trofaste fans. Fra frække sange på ølkassen til nu som faste traditioner på flere af landets største festivaler og spillesteder. Fra hjemmeoptagelser på kollegieværelset til pladekontrakter, platinplader og en enkelt Danish Music Award.

Sømændene startede egentlig mest som en indskydelse, da en håndfuld af de oprindelige medlemmer, vokset op omkring fiskerlejet i Karrebæksminde på Sydsjælland, stillede sig op på en gymansiescene. Her spillede de et par af de gamle sange, der havde fyldt i opvæksten, men som måske var gået i glemmebogen blandt de fleste jævnaldrende.

Orkestret har da også ændret sig over årene, og i 2013 skiftede de sågar navn fra "De Glade Sømænd" til "Sømændene". Forsangeren er også skiftet ud undervejs, og generelt står de ni nuværende sømænd for et markant anderledes show i dag end for 20 år siden. Sådan virker tiden jo nu engang, og publikum vil opleve nostalgi, sing-alongs og skålesange, men også en storladen og moderne koncertoplevelse.

Koncerten bliver en "walk down memory lane" med Sømændenes egne og ældre klassikere samt senere års tilføjelser. Men vigtigst af alt bliver det en fest med publikum som det uundværlige centrum, hvilket har været rød tråd gennem alle 20 år, uanset hvor Sømændene har spillet. Skål!

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Stående koncert.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.