Spring til indhold

Hyldest til Benny Andersen + Mantzius Frokost

Musik: Folk/Vise/Country

Denne koncert gennemføres som planlagt.

"Hyldest til Benny Andersen"-koncerten på MantziusLive 15. november 2020 gennemføres som planlagt.

Du kan læse mere om, hvordan MantziusLive afholder koncerter i overensstemmelse med gældende retningslinjer her.

*

En hyldest til Benny Andersen:

I 2018 mistede landet en af sine mest folkekære kunstnere - nationalpoet, forfatter, pianist og komponist Benny Andersen.

Bennys digte, sange og samarbejdet med en anden højtelsket figur, troubadouren Povl Dissing, satte sit umiskendelige præg på den danske folkesjæl, og har henrykket det danske publikum gennem adskillige årtier. Nu har bassist Jens Jefsen og trommeslager Morten Lund, som begge turnerede med den originale Dissing/Andersen kvartet, samlet et nyt orkester som hylder Povls og Bennys univers, og de elskede sange og tekster.

Jens har været trofast landevejsmakker med Povl Dissing og Benny Andersen siden start-80'erne og medvirker på tidløse albums som "Oven visse vande" (1981), "Hymner og ukrudt" (1984), "Skynd dig langsomt" (1998) m.fl. Morten Lund overtog trommepladsen i 2000 og var fast medlem frem til Bennys død i 2018. Sammen har de med tiden udviklet en helt unik akkompagnementsstil - nærmest som en slags meddigtende rytmegruppe.

I front for den nye konstellation står Rasmus Dissing - ja, efternavnet taler vel nærmest for sig selv. Rasmus er naturligvis vokset op med sin fars fortolkninger i ørerne, men har sideløbende udviklet sin helt egen personlige stil bl.a. i orkesteret Dissing & Las med broderen Jonas og vennen Las. Nu er han klar til at tage fat om Bennys repertoire, og han gør det med en overbevisning, der er den rene fryd!

Ved klaveret sidder Henrik Gunde. Uden sammenligning Danmarks mest udadvendte, kreative- og humørfyldte pianist. Kendt og elsket i utallige sammenhænge med alt fra DR Big Band til samarbejdet med bla. Erik Grip. Gunde tilføjer netop den humor og skæve vinkel i Bennys sange, som passer så fortrinligt til melodierne.

Forvent genkendelsens glæde, men forvent også helt nye eventyr og fortolkninger i det elskede repertoire. Men frem for alt forvent en kærlig musikalsk hilsen- en herlig aften med levende samspil, masser af smil (måske en lille tåre) og latter, præcis som Benny elskede det. Velkommen til Dissing/Jefsen/Gunde & Lund.

Før koncerten er det muligt at nyde en frokost i Restaurant Mantzius kl. 13. Frokost kan tilkøbes koncertbilletten til en samlet pris på 430 kr. + gebyr. Ved bestilling af frokost reserveres automatisk bord i restauranten.

Dørene åbner kl. 14. Koncertstart kl. 15. Unr. siddepladser.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.