Dreamers' Circus

Musik: Folk/Vise/Country

En sen nattetime i 2009 mødtes Ale Carr, Rune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk til en spontan og intens jamsession.

Det var kærlighed ved første tone, og et nyt band var født. Siden da har de tre folkemusikere udfordret gamle traditioner og givet den nordiske folkemusik en ny, og deres helt egen, sound som Dreamers' Circus - det har gjort dem ombejlede og eftertragtede verden over.

De har spillet i Europa, Nordamerika - ja, sågar i Sydneys berømte operahus. De har turneret i Japan, hvor de bl.a. har fremført deres musik for den legendariske animationsfilmskaber Hayao Miyazaki. Men selvom de ofte optræder i store koncertsale, har de aldrig givet køb på legesygen og evnen til at skabe intime møder med musikken.

Orkestrets originale, ofte nærmest filmiske musik transcenderer genrer og søger at vække pubilkums fantasi. Tænk på de levende farver fra barndomsminder om cirkustelte; husk den magiske følelse af at træde indenfor teltdugen til en manege, hvor alt kan ske.

Dreamers' Circus er eventyr og mystik - musik for drømmere.

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.

Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben. Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.