Carl Emil Petersen

Musik: Rock/Pop

Den 1. november 2019 udsender 28-årige Carl Emil Petersen sit længe ventede andet album "Amager Forbrænding".

Single-forløberen "Tiden Flyver" er i rotation på alle radiokanaler og varsler en moderne nordisk rock tone med Carl Emils særegne lyrik i topform.

Efter det guld-sælgende og DMA-vindende album "Grand Prix" (2015) med bl.a. den ikoniske fædrelandshymne "Frit Land" opløstes Ulige Numre, og Carl Emil Petersen gik solo med albummet "Natradio" (2017). Sange som "Liv Før Døden", "Skærgården" og "Finale På Et Filmset" blev store radiohits og understregede endnu engang Carl Emils store evner som sangskriver.

De evner er kun blevet tydeligere af Carl Emils tilstedeværelse på TV i "Toppen af Poppen" 2019, hvor han gang på gang overrasker med sine fortolkninger, og vi glæder os også til et gensyn med ham på scenen.

"Til foråret spiller jeg min første indendørs band turné i 3 år. Min kommende plade "Amager Forbrænding" er et rockalbum som er skabt til de store scener - det er skrevet for at blive spillet LIVE for folk. Forhåbentlig kan sangene samle mennesker og betyde noget for nogen derude. Vi går i hvert fald på scenen til foråret med livet som indsats," afslutter Carl Emil.

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Stående koncert.