Scandinavian Brass Quintet (DK/NO) - BirKam

Musik: Klassisk

Michael Frank Møller og Karl Husum: trompeter, Lasse Mauritzen: horn, Lars Hastrup: trombone, Thomas Røisland: tuba.

Scandinavian Brass Quintet består af soloblæsere, som vi ofte kan høre spille i DR Symfoniorkester. Musikere af den slags, dirigenterne beder rejse sig op og modtage bifald, når en symfonisk koncert slutter. De har alle også arbejdet som soloblæsere i førende orkestre i udlandet. Thomas Røisland på tuba er norsk, mens de andre fire er danske.

Programmet omfatter mange meget afvekslende værker, som det ses. Den tidlige musik er repræsenteret ved Gabrieli, den store venetianske komponist født 1557, og engelske Giles Farnaby, som var få år yngre. J.S. Bachs skønne korsats Jesu bleibet meine Freude blev allermest kendt i en version for klaver for en del år siden; her kan den altså høres i et andet arrangement. Ludwig Maurer var født 1789 og voksede op i Frederik den Stores Berlin, men slog sig senere ned i Rusland. Johannes Brahms kender vi som en stor, romantisk komponist. Med Stravinskij og hans tango, og med Kurt Weill, er vi i det 20. århundrede. Youkali er en vemodig sang om lykkeøen, som desværre viser sig ikke at findes. Bernstein hørte man en del musik af i 2018, hvor det var 100-året for hans fødsel. Mogens Andresen er basunist, arrangør og komponist; han spillede basbasun i Det Kgl. Kapel i en årrække. John Iveson er også basunist, arrangør og komponist, men britisk. Han skal nok sætte os i julestemning til sidst.

Program:
Leonard Bernstein: Fanfare for Bima. Rondo for Lifey
Giovanni Gabrieli: Canzona per Sonare 4
Ludwig Maurer: Three Pieces
Giles Farnaby: Fancies, Toyes and Dreams
Johannes Brahms: Koralforspil (3 satser)
Carl Nielsen: Saul og David, forspil til 2. akt
Johann Sebastian Bach: Jesu bleibet meine Freude
Mogens Andresen: Four Brass Characters
Igor Stravinskij: Tango
Kurt Weill: Youkali
John Iveson: Christmas Crackers

Arranget af Birkerød Kammermusikforening

Dørene åbner kl. 18.30. Koncertstart kl. 19.30. Unr. siddepladser.