Steffen Schackinger

Musik: Rock/Pop

Guitarentusiast! Mærk dig navnet Steffen Schackinger - en guitarvirtuos i verdensklasse.

Med millioner af visninger på YouTube, et verdensomspændende tour-CV og international anerkendelse (herunder en 15. plads som verdens bedste guitarist i det britiske musikmagasin "Guitar On The Edge") har Steffen Schackinger for længst cementeret sit navn på den internationale musikscene som en guitarvirtuos.

Danmark er nu ved at få øje på Steffen og hans særklasse. Således lagde han spillesteder ned under forårets debut-koncerter i april 2017 og ligeledes på sin netop overståede 2018 turné. Gennemsnitligt mere end 120 entusiaster pr. koncert gav stående bifald efter koncerterne og gik derfra måbende og rørte om hjerterne.

På seneste CD "Fire Dance" fra 2017 kombinerer han suveræn præcision og timing fra sin klassiske uddannelse og baggrund med den hårdere rocks kompromisløshed og vildskab. Tænk Dream Theater møder Dizzy Mizz Lizzy over Dixie Dregs!

Dette er kompositionsmusik og guitarspil på uhørt højt niveau; et must-see for alle guitar fans og alle med en luftguitar i baglommen. Reaktionerne direkte fra publikum på sociale medier taler for sig selv:

"En ud-af-kroppen-oplevelse..."
"Et teknisk overskud af nærmest bibelske dimensioner..."
"Et minde for livet..."
"Uhørte 6 stjerner + en raket til at hente flere ned med..."
"Det er simpelthen chokerende, hvad den mand kan på en guitar. Man er gravalvorligt hensat i en måbende tilstand...."
"Sublim teknik blandet med en musikalitet, der får ørene til at smelte..."

Nu er den tidligere Merzy-guitarist sammen med endnu et tidligere Merzy-medlem, Henrik Bjørn, på bas og Gnags-trommeslageren Lars Daugaard klar til at turnere i Danmark til efteråret 2019.

Birkerød byder en virtuos velkommen!

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.