Sigurds Danmarkshistorie: Teaterkoncert for hele familien - Rudersdal Teater & Mantzius for BØRN

Teater: Skuespil

Sigurd Barrett blæser støvet af Danmarkshistorien med et brag af en teaterkoncert fyldt med myter, fortællinger, historiske fakta - og ikke mindst masser af musik.

Vores historie er spændende og fyldt med levende fortællinger om markante personer og drabelige hændelser. "Sigurds Danmarkshistorie" er en medrivende rejse tilbage i tiden, hvor Sigurd i ord og toner fører os igennem historien fra stenalder til nutid.

I forestillingen møder vi hovedpersonen Sofie, som egentlig hader historie, men har en opfindsom far, der er ved at bygge en tidsmaskine, og pludselig bliver hun tryllet tilbage i historien. Hun møder Grauballemanden, Egtvedpigen, Harald Blåtand, Christian den 4. og mange andre fra Danmarks historie. Fortællingen lægger op til en vigtig snak om, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Hvorfor er vores historie vigtig, hvad vil det sige at være dansk, og hvordan kan vi sammen bygge en smuk fremtid i en moderne verden?

På sin dybt engagerende måde vil Sigurd Barett fortælle om vigtige øjeblikke i vores historie, om vikinger, munke, konger og krige - alt sammen krydret med sange fra hans store projekt "Sigurds Danmarkshistorie", som har solgt mere end 70.000 eksemplarer.

Teaterkoncerten er en oplagt mulighed for at give hele familien en dejlig, fælles oplevelse. En oplevelse, der forhåbentlig kan skabe gode snakke og endnu mere nysgerrighed efter at dykke ned i vores historie - den historie, som har været med til at gøre os til det folk, vi er.

Gå ikke glip af denne enestående chance for at opleve Sigurd Barrett i et helt nyt format med scenografi og kostumer fra Det Kongelige Teater, og en medrivende forestilling, som både giver masser af stof til eftertanke, og som samtidig er sjov, spændende og rørende.

Forestillingen er instrueret af Louise Schouw, iscenesat af Rikke Juellund og produceret i samarbejde med Det Kongelige Teater og præsenteres af Rudersdal Teater og Mantzius for BØRN.

Anbefalet aldersgruppe: Fra 5 år.

Varighed: 2 x 55 minutter.

Vi gør opmærksom på, at der bliver brugt røg under forestillingen.

Dørene åbner kl. 13. Forestillingen starter kl. 14. Unr. siddepladser.