Søren Huss

Musik: Rock/Pop

På ryggen af et utal udsolgte kirkekoncerter i 2018, annoncerer Søren Huss nu en omfattende efterårsturné i 2019, hvor han besøger 18 spillesteder.

Sidste gang, Huss besøgte MantziusLive havde ingen af os lyst til at gå hjem fra hans maratonlange koncert. Det var simpelthen så stor en oplevelse, og vi er helt klar til at tage imod ham igen!

Søren Huss udgav senest sit tredje studiealbum "Midtlivsvisen" i 2017, som han selv beskrev som en plade til voksne mennesker. En søndagsplade. En plade til dagen derpå. Dagen efter ungdommen. Albummet har langsomt, men sikkert udviklet sig til et triumftog for den gode Hr. Huss. "Midtlivsvisen" er gået guld, har solgt over 10.000 eksemplarer og modtog bl.a en Steppeulv 2018 for "Årets Album". De sidste par måneder har Søren Huss været i skrivemode, og foråret skal derfor bruges til at indspille nyt materiale. Om det bliver til et album, en EP eller singler, ved ingen, men ny musik skal der i hvert fald indspilles, og det skal blive spændende at se, hvad det bliver til.

De seneste år har den tidligere Saybia frontfigur spillet for udsolgte kirker overalt i landet. Nu er Søren Huss endelig klar til igen at indtage landets spillesteder. Søren fortæller selv:

"- Jeg har de sidste par år kun spillet koncerter for siddende publikum med undtagelse af lidt festivaler, og det har været fantastisk. Helt utroligt mange uforglemmelige øjeblikke. Men under sidste tour med Hussband, faktisk midt i "Ingen appel", mens jeg stod og slog på min guitar med en trommestik og dansede rundt samtidig med, at Hussbandet strakte ben opstod et behov for at spille for et stående publikum. Så derfor ligger der nu en turné i efteråret 2019 rundt på de danske spillesteder. Jeg glæder mig til at danse med jer!"

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Stående koncert / BEMÆRK: Der er kun adgang til balkonen med pladsbillet.