KRASH & Chopin Danser - Rudersdal Teater

Teater: Dans

"KRASH & CHOPIN DANSER" er en dobbeltforestilling med afsæt i to vidt forskellige musiktraditioner skabt af to af Danmarks mest prisbelønnende moderne koreografer: Reumertvinderen Tim Rushton og koreograf Alessandro Sousa Pereira.

"CHOPIN DANSER" af tidligere kunstnerisk leder Tim Rushton blev oprindeligt skabt til Operaens foyer i august 2017 som et forstudie. Frédéric Chopin, også kaldet klaverets digter, var både teknisk nyskabende, fantasifuld og poetisk søgende. Han kunne om nogen få klaveret til at synge. Med udgangspunkt i Tim Rushtons store kærlighed til Chopins intime klavermusik udforsker han menneskets inderste romantiske relationer.

Det bragende energiske værk "KRASH" af den eftertragtede koreograf Alessandro Sousa Pereira er aftenens andet værk. "KRASH" er et værk fyldt med vildskab og maskulin kropsenergi inspireret af sammenstødet mellem forskellige kulturer. Værket tager afsæt i digtet med samme titel forfattet af den danske poet Niels Frank, men "KRASH" er samtidig en ode til Pereiras brasilianske rødder, både hvad angår trin, udtryk og musik. Stjerneproduceren DJ Turkman Souljah har komponeret musikken med udgangspunkt i de sensuelle rytmer vi kender fra Latinamerikas folke- og populærmusik.

"KRASH & CHOPIN DANSER" er produceret af Dansk Danseteater og præsenteres i samarbejde med Rudersdal Teater.

Dørene åbner kl. 18.30, og herefter er der gratis introduktion til forestillingen. Forestillingen starter kl. 19.30. Unr. siddepladser.