Joanita

Musik: Rock/Pop

Fredag efter fredag har Joanita Zachariassen imponeret hele landet med sin stemme, sit nærvær og sin charme i bedste sendetid som deltager i DR1-programmet "LIVE", som hun vandt sammen med titlen Danmarks nye liveartist.

Sejren og titlen som Danmarks nye liveartist kom i hus efter en intens finale, hvor den 36-årige sangerinde, der gennem programmerne er blevet coachet af Sanne Salomonsen, i den allersidste duel stod over for sangerinden Emilie Jæger coachet af Lina Rafn.

Efter sin første optræden i finalen med nummeret "Heartbreaker" var programmets musikekspert Pelle Peter Jensen fuld af roser til Joanita Zachariassen: "Gennem programmerne er du blevet en fuldendt artist, og vi har set, at du har hele pakken. Du formår at kombinere noget, der er lige så stort, som når Adele laver sine ballader, og lige så dansabelt som Rihanna, når hun laver sine hits. Du blander de to ting sammen, så det giver mening, og det er megafedt. Du har været vildt overbevisende hver eneste gang. Man får lyst til at danse og samtidig lytte til, hvad det er for en historie, du fortæller", lød det fra Pelle Peter Jensen.

Titlen som vinder af "LIVE" - og ikke mindst musiklegatet på den kvarte million - er en stor, personlig sejr for Joanita, der nu endelig får mulighed for at udgive det album, hun har kæmpet så længe for. "Jeg har knoklet for at komme igennem hos pladeselskaberne, men jeg er tit blevet mødt med den der, "det er lige sent nok", hvor folk har refereret til min alder. Så jeg har været tæt på at give op, men da "LIVE" kom, tænkte jeg "nu tager jeg den ekstra chance", har Joanita tidligere udtalt til dr.dk.

Til foråret 2019 står talentet på MantziusLives scene, og vi glæder os til at blive blæst bagover, når hun med fuldt band sender kærlige, dansable og soulede bølger af afropop direkte ind i hjerterne på publikum.

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.