Katrine Bille med Band - Mantzius for Børn

Musik: Rock/Pop

Katrine Bille, kendt fra DR Ramasjang programmerne "Luk op, luk i" og "LilleNørd", er taget på tour med sit seje band og sangene fra de populære programmer samt hendes to albums.

Katrine udsender sit andet soloalbum med børnesange i foråret 2018. Teksterne på det nye album skrev Katrine, da hun rejste jorden rundt i 2016 og '17, så det indeholder musikalske indtryk fra hele verden.

Til koncerten vil Katrine Bille både spille sine nye sange og kendinge fra programmet "Luk op, luk i", der handler om musik og følelser og indeholder en masse skønne sange skrevet sammen med Katrines medvært, musikeren Thomas Buttenschøn.

Det bliver en bundmusikalsk, sjov og lærerig oplevelse for hele familien, når Katrine Bille og band spiller koncert i Birkerød!

Katrine Billes band består af: Emil Falk (Thomas Helmig, Black Dylan, Flødeklinikken, Kesi m.fl.) på guitar og Thomas Steen Hansen (Panama og LilleNørd-bandet) på trommer og percussion.

Dørene åbner kl. 10. Forestillingen starter kl. 11. Unr. siddepladser.