Julie - Akustisk 15-års jubilæums tour

Musik: Rock/Pop

Julie byder velkommen til en intim, nærværende og ærlig koncert, hvor hun sammen med sine to musikere vil spille alle "de gode gamle sange" fra hendes debutalbum "Home" (2003).

I 2018 havde Julie Berthelsen 15 års jubilæum, og netop 2018 har hun brugt på at finde både tid, men også indhold til sit nye kommende album, som er sat til at udkomme medio 2019. Derfor vil Julie naturligvis også præsentere et par nye sange på sin akustiske jubilæums tour.

Det er efterhånden mange år siden, at Julie selv har sunget mange af de sange, der er at finde på debutalbummet "Home", og hun glæder sig rigtig meget til at genbesøge dem. Desuden bliver det et kig tilbage til en tid, der var både vild og fantastisk, og som til denne tour derfor har en del fortællinger - og mange minder - med sig.

Alle sangene kommer fra en tid, der var ny og spændende for Julie, og alle sangene kommer med hver deres historie. "Jeg vil bare så gerne fejre mit jubilæum, og én ting er naturligvis at udkomme med noget nyt, men jeg vil også gerne synge det gamle album for mit publikum, som i den grad husker mig fra dengang. Jeg ser frem til at fortælle om en tid fra en personlig synsvinkel og synge de sange, som mange nok vil kunne huske, men heller ikke har hørt længe. Jeg vil gerne dele mit jubilæum med mit publikum - det var trods alt aldrig gået uden dem. Så det er vel også en slags "TAK" for de sidste 15 år, og lad mig håbe på 15 mere", siger Julie.

Velkommen til et tilbageblik med Julie og en ganske særlig aften!

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Unr. siddepladser.