Karl William

Musik: Rock/Pop

Popkometen Karl Williams længe ventede, ambitiøse album "Livet, Faldet & Alt Det Andet" udkom i 2018 og indeholder en række personlige fortællinger og sindsstemninger - alle sammen pakket lækkert ind i Williams karakteristiske lydunivers.

De fortællinger tager Karl William nu med sig på turné, hvor han vil levere drømmende r'n'b-sjælere og legesyge, groovy pophits på stribe, som publikum har elsket ham for siden 2014 og ikke mindst siden hans stærke fortolkninger i "Toppen af Poppen" 2017 og hans erobring af radiofladen sammen med Burhan G og nummeret "Samme Vej".

"På ret kort tid er det lykkedes Karl William at skabe en lyd, der er helt hans egen. Det startede med r'n'b, men med tiden er hans drømmende musik blevet en slags afdæmpet, stemningsfuld pop. Som om Karl William altid ser verden gennem en semigennemsigtig dis," har musikmediet Soundvenue skrevet om den unge stjerne.

Om den kommende tour udtaler Karl William selv: "Vi har efterhånden brugt de seneste par år på at færdiggøre vores album "Livet, Faldet & Alt Det Andet". Det er blevet den seneste fortælling om hvordan jeg har det, og det glæder jeg mig til at komme næremere ind på, når vi tager på tour i foråret. Folk kan forvente et set-up, der matcher pladens univers, da det er de samme mennesker på scenen, som har været til stede i studiet. Vi glæder os som aldrig før."

Dørene åbner kl. 19. Koncertstart kl. 20. Stående koncert / BEMÆRK: Der er kun adgang til balkonen med pladsbillet.